Danish Internet Awards – hvad er det i virkeligheden vi hylder?
Den 7. april afholder FDIM og Huset Markedsføring for 8. gang Danish Internet Awards i Hal D på Nordatlantens Brygge i København. Dagen hvor hele online branchen samles, og hvor de bedste og mest effektive digitale kampagner i det forgangne år bliver kåret. Eller gør de?
Til årets prisuddelinger har arrangørerne valgt at ændre i sammensætningen af kategorier, som i år ser således ud:
- Bannerprisen
- Kampagnesite/Brandprisen
- Cross Media Prisen
- Web-tv/Rich Media Prisen
- Search Marketing prisen
- Mobile Marketing
- Bedste kreative bureau
- Bedste mediebureau
- Bedste Searchbureau
- DIA Future (for studerende)
- Årets Internet Award
Som de online kyndige læsere vil bemærke, så har arrangørerne i år valgt at fjerne Medievalg Effekt kategorien, som ellers har været en af de mest prestigefyldte priser i de foregående 7 år. Netop denne kategori honorerer det, som er vigtigst for alle annoncørerne, nemlig at ens kampagne har formået at skabe en markant effekt.
Spørger man annoncørerne, hvor deres fokus ligger i forhold til deres online kampagner, så vil langt de fleste nævne to områder; Hvordan skaber vi stor effekt, og hvordan udnytter vi bedst mulighederne i de sociale medier? Det er med disse to fokusområder for øje, at langt de fleste online kampagner i dag bliver planlagt, så man kan derfor undre sig over, hvordan man kan hylde de bedste online kampagner, uden at have en Effekt kategori og en Social Media kategori?
I stedet har arrangørerne fundet plads til to andre nye kategorier, nemlig WebTV og Mobile Marketing kategorierne. Ganske vist to områder, som er i vækst, men dog langt fra områder, der har samme fokus hos annoncørerne som effekt og sociale medier. Til gengæld er det begge to nye platforme, som medlemmerne af FDIM håber, at der vil komme større interesse for fremover og derigennem større indtjening.
Man må derfor spørge sig selv, om årets Danish Internet Awards handler om at hylde de bedste online kampagner, eller om det i virkeligheden handler mere om at promovere nogle platforme, som har haft lidt vanskeligt ved at opnå den helt store interesse hos annoncørerne.
Under alle omstændigheder ville det have klædt arrangørerne at inkludere en Social Media kategori. En prisuddeling af de bedste online kampagner uden en sådanne kategori, udelukker desværre de mest innovative kampagner vi har set i det forgangne år.