Indlæg

Ny retspraksis vedrørende konkurrentannoncering i Google Ads

D. 25. juni 2020 blev en ny kendelse offentliggjort fra Sø og handelsretten vedrørende konkurrentannoncering i Google Ads. Kendelsen giver nogle gode retningslinjer at forholde sig til vedrørende konkurrentannoncering. Få præciseret hvad det betyder for dig som annoncør og hvordan du skal forholde dig fremadrettet.

Vi gør opmærksom på, at vi ikke kan rådgive juridisk, men blot forholder os til vores fortolkning af kendelsen.

Hvad drejer sagen sig om?

Sagen beror på en strid imellem Abella Blomster og Interflora Danmark. Abella blomster har vist annoncer når brugerne har søgt på på hhv. ”send blomster interflora” og ”interflora blomster” i Google. I sagens natur vil Interflora gerne undgå det. Sagen handler derfor om, hvorvidt Interflora kan påbyde Abella Blomster at tilføje ”interflora” som negativt søgeord i deres annoncering og om hvorvidt Abella Blomster må annoncere når interflora indgår i søgefrasen på Google.

Sagens resultat

Det blev bestemt, at Interflora ikke kan pålægge Abella Blomster at tilføje ”interflora” som negativt søgeord i deres annoncering. Det blev desuden udledt, at der ikke var tale om, at Abella Blomster aktivt havde tilføjet søgeordet ”interflora” i deres annoncering. Der var derfor tale om, at Abella blomster havde matchet søgefraser i bredt match på søgeord såsom ”blomster” eller ”send blomster”. Interfloras anmodning om midlertidigt påbud blev derfor nægtet fremme.

Hvad kan vi udlede af sagen?

Vi kan udlede, at en aktiv tilføjelse af konkurrenters brand-navne i Google Ads søgeordsannoncering ikke er tilladt. Der kan dog ikke pålægges ansvar på annoncøren, hvis disse brand-navne bliver matchet gennem generiske søgeord i fleksible matchtyper såsom bredt match eller sætnings match. Det kunne f.eks. være annoncering på ”blomster” som potentielt kan udløse en annonce på søgningen ”interflora blomster”.

Hvordan skal du forholde dig som annoncør?

I Resolution har vi altid forsøgt at begrænse konkurrentannoncering i videst muligt omfang. I løbet af de sidste to år har Google dog udvidet hvordan de søgeord vi aktivt tilføjer matches. Det betyder, at kontrollen med annonceringen gradvist fratages. Derfor anser vi kendelsen som en naturlig konsekvens af de tiltag som Google gradvist indfører i søgeordsannonceringen.

Vi vil anbefale, at du opretter en liste med negative søgeord, som indeholder navnene på alle dine konkurrenter. Vores erfaring er, at du vil opnå et dårligt kvalitetsresultat i Google hvis du annoncerer på dine konkurrenters søgeord, hvorfor det ikke er annoncekronerne værd.

Det er meget forskelligt hvor udbredt konkurrentannoncering er på tværs af forretningsvertikaler. Inden for låne og betting branchen har og er det enormt udbredt. Hvor det i andre brancher stort set ikke forekommer.

Aftaler med dine konkurrenter kan blive ulovligt

Det kan virke fristende at indgå en aftale med dine konkurrenter om at holde sig fra hinandens brand søgeord. Vi gør dog opmærksom på, at det potentielt kan være i strid med EU’s konkurrencelovgivning. Hvis du vil dykke længere ned i det emne, kan du læse mere her.

Skal vi kigge din Google Ads konto igennem?

Hvis du er i tvivl om hvorvidt du imødekommer gældende regler i din søgeordsannoncering, så kan vi i Resolution være behjælpelige med at se din Google Ads konto igennem. Du er velkommen til at række ud til Nicolai Hjelmager, Performance Director i Resolution via kontaktformularen.