Hvad har Facebook med tragedien i Oslo at gøre?

Mie Larsen og 14 andre venner har ændret deres profilbillede….

Det er en hyppig oplysning, man møder på sin Facebooks News Feed i disse dage. Et lille badge med det norske flag figurerer i hjørnet af profilbilledet, eller et helt flag flagrer i stedet for det sædvanlige portræt.

Vi vil gerne vise vore sympati for tragedien i Oslo, og vi vil rigtig gerne gøre det i plenum, hvor flest mulige kan se det. Vi vil også gerne deltage i støttegrupper, ”like” andres statusopdateringer, og deltage i samtaler eller debatter om tragedien. Vi vil i det hele taget gerne vise, at vi kerer os og tager et standpunkt. Og vi vil gerne have vores ansigt på, til skue for venner, venners venner, og vennerne til dem, vi aldrig har mødt.

De sociale medier spiller en vigtig rolle i krisetider

Med de sociale medier har vi fået et talerør og en profileringsplatform, hvor vi kan vise vores holdninger. Og ikke mindst gøre opmærksom på vores medmenneskelige sympati overfor de involverede i en ufattelig tragedie som den i Oslo.

Men hvad er det der gør, de sociale medier så populære til netop det formål? Og kan vi overhovedet forestille os en verden uden muligheden for at udtrykke vores mening på et splitsekund til skue for tusinder i cyberspace?

Vi er efterhånden blevet så vant til at kunne ’state’ vores sindstilstand, hvad end det handler om en lille irritation over kassedamen i Netto, eller en frygtelig hændelse som den i Oslo. Vi kan komme til orde hurtigt og effektivt, og vi kan være sikre på, at der er nogen, der hører os. De sociale medier er en effektiv kanal til at ytre os, hvad end vores publikum finder vores statements interessante eller ej.

De sociale medier som debat åbner

Sociale medier åbner samtidig for debatter og diskussioner. I tiden efter tragedien i Oslo kan statusopdatering starte en lavine af kommentarer, der avler grænsesøgende diskussioner om vigtigheden af Oslotragedien sat overfor hungersnød i Somalia.

En ting er sikkert; de sociale medier hjælper os til at udtrykke os i krisetider, og udfylder de behov vi har, for at ytre os og vise vores involvering. Det i en helt anden grad, end vi gjorde før, der var noget der hed Facebook, Twitter, Google+ etc