Indlæg

Facebook lancerer nu officielt ‘Lookalike Audiences’

I starten af februar skrev vi på bloggen om, at Facebook testede en ny måde at målrette annonceringen på Facebook med, som har navnet ‘Lookalike Audiences’ (eller ‘Lignende målgrupper’ på dansk). Den betatest er nu afsluttet, og i denne uge har Facebook nu så officielt gjort denne nye indkøbsmetode tilgængelig for alle indkøbere og annoncører.

Hvad er Lookalike Audiences?

Som vi skrev tilbage i februar, så ridder Lookalike Audiences fra Facebook med på to bølger indenfor målretning af annonceringen. For det første så bygger Lookalike Audiences videre på de såkaldte ‘Custom Audiences’.

Custom Audiences er en mulighed for at målrette sin annoncering på Facebook mod allerede kendte brugere på Facebook igennem enten deres registrerede telefonnummer eller e-mail på Facebook eller gennem deres Facebook ID. Hvis man som annoncør kender en af de tre parametre, og brugerne er registreret med den information på Facebook, så kan annonceringen målrettes eksklusivt mod dem. Det er en slags retargeting, som man som annoncør kan benytte mod sine kendte kunder, modtagere af ens nyhedsbrev, leads man har opsamlet etc.

For det andet forlænger Lookalike Audiences så at sige din Custom Audience målgruppe og finder brugere på Facebook, som minder om dem, du som annoncør allerede kender. Det er altså såkaldte tvillinger til din Custom Audience målgruppe. Facebook finder dem, der ligner ved at kigge på brugernes interesser og demografi.

Facebook kan forlænge din målgruppe på to niveauer, nemlig gennem ‘Lighed’ (eller ‘Similarity’) og ‘Større rækkevidde’ (eller ‘Greater Reach’). Det er grundlæggende samme metode, men ved ‘Lighed’ finder Facebook 1% af brugerne i det geografiske område, som ligner din Custom Audience målgruppe mest, og ved ‘Større rækkevidde’ finder Facebook de 5%, som ligner mest. Den ene er altså på papiret mere målrettet end den anden.

Lookalike Audiences

Et tydeligt fokus på respons-annoncører hos Facebook

Såvel Custom Audiences som Lookalike Audiences er begge eksempler på, at Facebook har et øget fokus på at kunne levere gode annonceløsninger til direkte respons-annoncører. Retargeting og tvillinger er gode instrumenter, og vores erfaringer med målretningerne viser meget lovende resultater. Det er i den forbindelse selvfølgelig vigtigt at gøre opmærksom på, at man som annoncør skal have den nødvendige permission til at kunne anvende telefonnummer og e-mail til markedsføringsformål.

Sidste efterår gik Facebook også live med deres Ad Exchange, og indkøbet af Facebook annoncer via Real Time Bidding har også være særdeles effektfuldt i forhold til retargeting og anden direkte respons-annoncering. Samtidig lancerede Facebook i januar deres egen conversion tracking, og til sammen er alle disse tiltag rettet mod at forbedre mediets evne til at levere effekt til direkte respons-annoncører.

Hos Resolution tager vi rigtig godt imod alle disse tiltag fra Facebook, som hver dag er med til at forbedre effekten af annonceringen navnlig i forhold til webshops og andre direkte respons-annoncører.

Top 6. Hvad kan vi forvente sker med search engine marketing i 2013?

Nytåret er som bekendt et godt tidspunkt til at kigge frem på året der venter os. I tidligere indlæg kiggede jeg lidt på, hvad der skete med søgemaskinerne og søgeadfærden i løbet af 2012. I dette indlæg kigger jeg fremad og spår lidt om, hvad der kommer til at ske i 2013. Nedenfor er mit bud på en top 6 liste.

1. Endnu flere mobile søgninger

De mobile søgninger fra smartphone og tablet eksploderede i 2012, men det stopper ikke her. I 2013 kommer vi til at se en tilsvarende vækst, og ved udgangen af 2013 må det forventes, at 4 ud af 10 søgninger er fra en mobilenhed. Alle annoncører skal i 2013 kunne møde de mobile besøgende fra søgemaskinen med et mobilt optimeret website.

2. Endnu mere e-commerce på Google

For Danmark bliver ændringer til søgemaskinen Google ofte udrullet med en vis forsinkelse i forhold til USA. I 2012 var det helt store fokus hos Google, at give de amerikanske brugere en bedre og mere effektiv shopping-oplevelse med Google. Særligt igennem nye annonceformater. Det fokus hos Google vil helt sikkert også flytte til Danmark i løbet af 2013.

3. Mere Google+

I december 2012 passerede Google+ mere end 500 million registrerede brugere. Google er ikke blot endnu et socialt netværk, men det er en personalisering igennem et socialt lag, som skaber bedre relevans for brugerne. Google har nu for første gang nogensinde fået godt bid med et socialt tiltag, og der vil være endnu mere fokus på Google+ i 2013.

4. Mere viden med Knowledge Graph

I 2012 lancerede Google den såkaldte Knowledge Graph til amerikanske brugere. Med den nye ændring kan søgemaskinen præsentere mere relevante resultater ved at forstå sammenhængen mellem genstande, personer, steder etc. Vi forventer, at Knowledge Graph vil blive rullet ud til hele verden i 2013. Se mere her: https://www.google.com/search/about/

5. Retargeting i Google AdWords

Retargeting er et effektiv måde at øge effekten af sin annoncering. Det har hidtil være begrænset til retargeting i banner-annonceringen, men nu bliver det muligt at foretage retargeting på søgerne direkte i Google AdWords. Vi forventer, at det tiltag går fra beta-test i 2012 til at være tilgængeligt for alle annoncører i løbet af 2013.

6. YouTube pre rolls med Google AdWords

I 2013 går YouTube i luften med et dansk annoncevindue, og det giver mulighed for blandt andet at afvikle forside-ejerskaber og pre rolls. Pre rools vil kunne købes gennem Google AdWords på auktionsbasis. De nye videoer på YouTube bliver den store milepæl i 2013, som med et trylleslag kommer til at ændre hele markedet for online video-annoncering i Danmark.

Det var mit bud på en top 6 liste over vigtige udviklinger i 2013. Hvad tror du der kommer til at ske?