FEM FAKTA: Månedens 5 digitale markedsindsigter – December 2020
Velkommen til det månedlige indlæg om markante ændringer i forbrugernes digitale adfærd.
Vi bringer 5 udvalgte markedsindsigter fra den forgangne måned, som er definerende for, hvordan man som virksomhed skal arbejde med digitaliseringen af forbrugeradfærden. God læselyst.
1. Black Friday blev til Black Week i 2020
COVID-19 pandemien har generelt påvirket den måde vi handler ind på, og stadig flere danskere handler online. Pandemien kom også til at påvirke måden Black Friday blev afviklet på i 2020, hvor mange virksomheder valgte at gøre Black Friday til Black Week. Nets har analyseret på korttransaktionerne for de 100 største webshops, og analysen viser, at danskerne har shoppet rekordmeget i Black Friday-ugen. Selve Black Friday var faktisk -14% under sidste år, men det til trods steg salget for hele ugen alligevel +20%.
Du kan se den fulde analyse fra Nets her.
2. 1 ud af 3 danske hjem anvender en ’smart home’ enhed
Danmarks Statistik udgiver hvert år deres meget omfattende analyse af danskernes IT-anvendelse. Den er pligtlæsning for alle, som arbejder med digitalisering og herunder digital markedsføring. I årets analyse kan blandt andet fremhæves, at hvert tredje danske hjem anvender en ’smart home’ enhed. Næsten hver femte husstand anvender en ’smart assistent’ (eks. højtaler med stemmestyrring såsom Google Home).
Du kan læse hele rapporten om danskernes IT-anvendelse her.
3. 24% af online-købene foretages nu på en mobil-enhed
I den seneste E-handelsanalyse for november-måned fra Dansk Erhverv – Digital Handel er det blevet analyseret, hvilken betalingsform danskerne anvendte ved seneste køb på internettet. Analysen viser en stor fremgang for brugen af betalingsapps (eks. Mobilepay eller Apple Pay). Således udgjorde de hele 24% af betalingerne mod 18% i samme periode sidste år.
En medvirkende forklaring på den relativt store stigning i brugen af betalingsapps kan skyldes udrulningen af stærk kundeautentifikation (Strong Customer Authentication eller SCA), som skete samtidig med Black Week. Når man betaler via en betalingsapp, behøver man således ikke at gå igennem processen med NemID.
Analysen af danskernes brug af betalingsformer digitalt fra Dansk Erhverv – Digital Handel kan du læse mere om her.
4. Daglivarebutikkerne har de gladeste kunder online
Dansk Erhverv -Digital Handel har i E-handelsanalysen for november også spurgt ind til kundernes anbefaling af de butikker, som de handler hos på internettet (omregnet til en Net Promoter Score). Analysen bekræfter igen, at de digitale dagligvarebutikker har den højeste anbefalingsgrad med en NPS-score på 40. Det er på trods af, at de fleste af butikkerne har været under et stort pres på grund af den voldsomt stigende efterspørgsel under COVID-19.
Du kan læse mere om NPS-scoren for de forskellige kategorier af online-butikker målt af Dansk Erhverv – Digital Handel her.
5. Zalando er absolut dominerende tøjbutik online
Det sker lidt i det skjulte, og synligheden i massemarkedsføring er begrænset fra Zalando, men virksomheden er uden sammenligning danskernes dominerende førstevalg ved køb af tøj online. Ny analyse bekræfter, at der er meget lang vej eller stort uudnyttet potentiale om man vil for alle andre aktører i tøjkategorien online.
Du kan læse hele analysen fra Dansk Erhverv – Digital Handel her.