iOS 15 opdateringen rulles ud fra i dag

Tilbage i juni offentliggjorde Apple på Worldwide Developers Conference den kommende opdatering af iOS, som i særlig grad kommer til at påvirke email-markedsføringen, men også andre områder inden for målretning og tilpasning af annonceringen til den enkelte bruger vil blive påvirket.

iOS 15 opdateringen påvirker mere end hver fjerde email sendt til danskerne

I forbindelse med lanceringen af blandt andet den nye iPhone 13 og Apple Watch 7 i sidste uge bekendtgjorde Apple, at det fra i dag mandag den 20. september nu er muligt at opdatere softwaren på sin iPhone til iOS 15 og iPad til iPadOS 15. Opdateringen indeholder som altid en række nye og opdaterede funktionaliteter, men det, der særligt har optaget marketingindustrien, er de nye stramninger i beskyttelsen af brugernes privatliv. En ny række af stramninger fra Apple, som endnu en gang vil have store konsekvenser for mulighederne i målretningen og optimeringen af email-markedsføringen og annonceringen.

I indlægget genbesøger vi kort nogle af implikationerne, som vi beskrevet tidligere, og vi har samtidig helt nye estimater med på, i hvor stort et omfang email-markedsføring overfor danskerne vil blive påvirket af opdateringen fra Apple. Det tegner et billede af betydelige konsekvenser.

Apples beskyttelse af brugernes privatliv som en tretrinsraket

Apple har haft stort fokus på at styrke beskyttelsen af brugernes privatliv gennem en længere årrække. Man kan i virkeligheden se det som en tretrinsraket med først Intelligent Tracking Prevention (ITP) til Safari-browseren, siden App Tracking Transparency (ATT) til apps, og nu senest opdateringen til iOS 15 med et særligt fokus på at skærpe privatlivsbeskyttelsen i emails med Mail Privacy Protection (MPP).

Som AdExchanger ganske malende beskriver det, så er malingen knap nok tør på iOS 14.5+ opdateringen og ATT-udrulningen før Apple nu altså igen strammer grebet og ruller en større buket af stramninger ud i beskyttelsen af brugernes privatliv.

Har du læst med her tidligere, så ved du allerede, at det appbaserede annonceøkosystem har undergået og stadig undergår meget store forandringer grundet udrulningen af ATT. Vi har som marketingindustri endnu ikke set de endelige konsekvenser af ATT, men helt som ventet har opdateringen gjort det betydeligt vanskeligere at måle og optimere indkøbet af annoncering på Apple enheder i det app-baserede annonceøkosystem, og nok mest tydeligt for Facebook annonceringen. Det har tydeligt flyttet annonceomsætning fra iPhone til Android enheder, og vi har endnu ikke set de endelige effekter af den gennemgribende ændring. Dem vender vi tilbage til i et kommende indlæg.

Hvad sker der ved opdateringen i overskrifter

Som beskrevet rummer opdateringen til iOS 15 en større buket af stramninger i beskyttelsen af brugernes privatliv. Du kan med fordel læse vores tidligere indlæg, hvor vi har beskrevet de største af de ændringer, og i den oprindelige beskrivelse fra Apple omkring opdateringen.

Her skal vi blot fremhæve de to ændringer, som efter vores vurdering på kort sigt vil have de absolut største konsekvenser for email-markedsføringen og annonceringen, nemlig Mail Privacy Protection (MPP) og sløringen af brugernes IP-adresse både i emails og i Safari-browseren.

Vi har i dette indlæg primært fokus på MPP, men sløringen af IP-adresser vil absolut få mindst lige så stor betydning for virksomhedernes muligheder i markedsføringen. Apple skriver ‘This year, Intelligent Tracking Prevention is getting even stronger by also hiding the user’s IP address from trackers. This means they can’t utilize the user’s IP address as a unique identifier to connect their activity across websites and build a profile about them’. Med andre ord vil målretning og optimering baseret på brugernes IP-adresse, og dermed deres tilnærmede geografiske placering, ikke længere være mulig ikke bare gennem emails, men også Safari-browseren grundet en samtidig opdatering af ITP.

Hvor stor en andel af emails vil blive påvirket af iOS 15 opdateringen?

I dette indlæg fokuserer vi altså på MPP og konsekvenserne af den del af opdateringen for danske virksomheder og deres emailmarkedsføring. De endelige konsekvenser afhænger selvsagt af, hvor mange danskere, der har en iPhone (og iPad), men det afhænger også af, hvor mange iPhone-brugerne, som læser deres emails gennem Apple Mail app. Det er således emails læst alene gennem Apple Mail app, hvor privatlivsbeskyttelsen vil blive strammet.

Det er i den forbindelse vigtigt at understrege, at det kommer til at ramme emails fra mange forskellige emailklienter (og ikke kun iCloud), som man kan sætte op i sin Apple Mail app på sin iPhone. Det være sig eksempelvis Gmail og Outlook.

 

Stramningerne gennem MPP vil have særlig stor effekt i Danmark, da vi er et marked med en endog meget høj penetration af iPhone (og iPad) brugere, og mange danskere vil i stort omfang åbne sine emails på den enhed. Men udover hvor mange, der har en iPhone, så afhænger effekten og konsekvenserne altså også af, hvor mange, der anvender Apple Mail app til at læse deres emails. Den er den brug, som kommer til at påvirke danske virksomheder, når de aktiverer deres markedsføringssamtykker til at henvende sig til deres kunder og kontakter gennem emails.

Den effekt har vi nu beregnet. Vores konsoliderede beregninger viser, at andelen af danskere med en iPhone, og som anvender Apple Mail app, samlet set er 28%. Det er med andre ord, omkring hver fjerde email, der bliver udsendt fra danske virksomheder, som vi blive åbnet i Apple Mail app, og som dermed vil blive ramt af de nye stramninger. Den faktiske andel vil i sidste ende selvsagt variere fra virksomhed til virksomhed alt afhængig af sammensætningen af mailinglisterne og herunder modtagere, deres enheder og deres brug af mail appen. Derudover vil det også afhænge af, hvor mange iPhone-brugere, der opdaterer deres software på mobilen til seneste version. Det vil dog være absolut hovedparten, og de fleste vil typisk gøre det inden for de første 3 uger, når der opdateres software fra Apple til iPhonen. Endelig vil MPP ikke være aktiveret som default, men bliver promptet første gang man åbner Apple Mail app, men det er her vores forventning, at hovedparten vil vælge at aktivere MPP.

Det skal bemærkes, at vores beregninger er baseret på analyser af emails, der åbnes på iOS-enheder gennem web analytics på et udvalg af danske annoncører, og er kombineret med adspurgte data omkring danskernes iPhone penetration, og brugen af forskellige mail-apps på iPhonen.

Hvad kommer det til at betyde for virksomhedernes email-markedsføring?

Omkring hver fjerde af samtlige de emails, som virksomhederne sender ud til deres modtagere, vil altså blive påvirket af MPP. Gennem MPP vil en række af de metrikker, som traditionelt er blevet anvendt af virksomhederne til at optimere deres udsendelser, blive sløret i mails fra de modtagere.

Mange i industrien har selvfølgelig benyttet anledningen til at fremføre, at det ikke vil have nogen større betydning, men ikke desto mindre er der mange virksomheder, som vil være hårdt ramt, når de eksempelvis ikke længere kan måle åbningsrater, ikke kan tilpasse indholdet dynamisk efter åbningstidspunktet, ikke kan lave geografisk tilpasset indhold, ikke kan identificere modtagere der aldrig åbner, osv. Det vil for alle virksomheder kræve en tilpasning af email-markedsføringen og optimering af udsendelserne gennem de tilhørende marketingteknologier. Det er utvivlsomt, og det er formentlig også bare starten på en bevægelse, hvor andre email-udbydere og apps vil følge efter. Her må det som altid forventes, at Google også følger efter — om ikke andet om et par år.

Skal man som virksomhed kunne navigere i den nye virkelighed med sløring af omkring hver fjerde email, så kommer det til at stille endnu større krav til den progressive profilering af modtagerne, hvor man ikke bare forstår, hvilke enheder modtagerne typisk læser emails på, men også gennem hvilken app. Det vil være nødvendig information for at kunne optimere de samlede mailudsendelser.

Som en sidste krølle på disse konsekvenser er det også værd at bemærke, at det er de samme brugere af iPhone, hvor det efter opdateringen til iOS 14.5+ og med ATT er blevet meget vanskeligere kommercielt at drive brugere til virksomhedens eventuelle app. Virksomheder med en særlig høj andel af iPhone brugere går altså samlet set en vanskeligere tid i møde, og det er et emne vi vender tilbage til i et senere indlæg.

Apple strammer endnu en gang grebet om brugernes privatliv

Med dagens opdatering til iOS 15 strammer Apple igen beskyttelsen af brugernes privatliv. De to helt store forandringer er Mail Privacy Protection og sløring af brugernes IP-adresser ikke bare i emails men også gennem Safari-browseren. Det er endnu en styrkelse af brugernes privatliv, og det er en betydelig svækkelse af virksomhedernes muligheder for at målrette og optimere annonceringen. Det er også indirekte en svækkelse af virksomhedernes muligheder for effektivt at anvende de førstepartsdata, som de fleste virksomheder i dag sætter stadig større lid til i en fremtid uden eller om ikke andet med reduceret adgang til tredjepartsdata. Så opdateringen til iOS 15 kommer til at sætte lange spor ind i fremtiden.

Har du og din virksomhed behov for at diskutere mulighederne for at imødegå ændringerne fra Apple med opdateringen til iOS 15 og udvikle din virksomheds generelle privacy first-stratgi, skal du naturligvis blot række ud til din daglige kontakt hos Resolution.

Apple strammer igen grebet om brugernes privatliv ved iOS 15

Som bekendt strammede Apple grebet om brugernes privatliv i forbindelse med opdateringen til iOS 14.5+ i app-annonceøkosystemet. Selv inden de fulde implikationer af denne er kendt, har Apple nu i forbindelse med Worldwide Developers Conference 2021 (WWDC21) nu offentliggjort, at opdateringen til iOS 15 vil rumme nye tiltag, som skal give brugerne endnu bedre beskyttelse af deres privatliv.

Vi kigger i dette indlæg kort på de forskellige tiltag under opdateringen, som blandt andet har særligt fokus på at forbedre brugernes kontrol og privatliv i forhold til email-markedsføring og brug af IP-adresser til måling og målretning. Det er stramninger, som vil ske på tværs af alle Apples operativsystemer i form af iOS 15, iPadOS 15, macOS Monterey, og watchOS 8.

Apple går igen forrest i beskyttelsen af privatlivet

Apple er gennem de forgange år generelt gået forrest i beskyttelsen af brugernes privatliv, og kører nu kampagner, som skal understrege, hvordan iPhones beskytter brugerne. Privatliv er i stigende grad blevet et differentieringspunkt for Apple. Nedenfor kan du se den aktuelle kampagnevideo fra Apple med fokus på netop at underbygge den position.

VIDEO: https://www.youtube.com/watch?v=8w4qPUSG17Y

På den verdensomspændende udviklerkonference (WWDC21) blev der både under keynotes og i separate præsentationer offentliggjort en bred vifte af nye privatlivskontroller og -funktioner, der utvivlsomt vil have en betydelig indvirkning på markedsføringen, som vi kender den i dag. Opdateringen vil efter al sandsynlighed ske i løbet af september 2021.

Sløring af IP-adresser og privatlivsrapporter i Safari og til Apps

Med opdateringer til henholdsvis Intelligent Tracking Prevention (ITP) og med lanceringen af Mail Privacy Protection vil IP-adresser blive sløret i Safari og i Mail apps. Det er en betydelig stramning, som må forventes at begrænse blandt andet annoncørers evne til at spore onlineaktivitet og browseradfærd, geografisk målretning af annoncer, cross-device grafer og tredjeparts fingerprinting samt verficering af bots og kontrol af fraud. Det vil utvivlsomt ramme flere annonceteknologier, som aktivt gør brug af IP-adresser.

iOS 15 brugerne får desuden også adgang til nye privatlivsrapporter på hvert website (Privacy Report) og til hver app (App Privacy Report), som viser, hvem der blev forhindret i at spore brugeren, og hvilke data der blev delt eksternt. Det vil give brugerne endnu større kontrol med privatlivsbeskyttelse.

Flere stramninger til Mail app

I forhold til at beskytte brugernes Mail app yderligere, vil Apple gennem Mail Privacy Protection gøre det umuligt for afsenderen af en email at benytte skjulte pixels til at indsamle information omkring modtagerne. Det vil således ikke være muligt at se, hvornår mailen blev åbnet og på hvilken enhed, og hvis mailen blev åbnet, vil alle mails se ud til at være åbnet, uanset om brugeren læste den eller ej.

Det vil utvivlsomt få store konsekvenser for email-markedsføringen i Danmark, hvor iPhones udgør en meget stor andel af mobilenhederne. Med opdateringen vil åbningsraterne gå op, samtidig med at informationen om brugerens adfærd i forhold til emails vil blive stærkt reduceret.

I forbindelse med WWDC21 introducerede Apple også iCloud+, som er abonnementsversionen af iCloud, og herunder er række styrkede privatlivsfunktioner. Med iCloud+ bliver det med ’Log ind med Apple’ muligt at anvende en anonymiseret email ved hjælp af ’Hide My Email’. Med funktion kan brugeren anvende en randomiseret email-adresse, der videresendes til deres personlige indbakke, når som helst de ønsker at holde deres personlige email-adresse skjult. Det vil alt andet lige også kunne begrænse mulighederne for at anvende emails som førstepartsdata til målretning i hvert fald til disse mere løse relationer til brugere.

 

 

Derudover vil der i iCloud+ ved hjælp af ‘Private Relay’ også være muligt at kryptere al den trafik, som forlader en brugers enhed, så ingen mellem brugeren og det websted, de besøger, kan få adgang til at læse data. Det gælder også Apple og brugerens netværksudbyder.

Data delt med Siri forlader ikke din telefon

Endelig vil Apple udvidede mulighederne for at behandle oplysningerne direkte på brugerens enhed. Det kan eksempelvis være talegenkendelse i ​​en Siri-forespørgsel på iPhone. Denne mulighed vil sandsynligvis gøre brugerne mere komfortable med at bruge følsomme data i apps, idet de ved, at oplysningerne ikke forlader deres enheder.

Apple sætter i sandheden privatlivet i fokus i 2021

Med de kommende opdateringer til operativsystemerne på Apples forskellige enheder sætter Apple endnu engang tyk streg under, at brugernes privatliv skal styrkes. Apple vil differentiere sig på privatliv.

De kommende opdateringer i forbindelse med iOS 15 og de øvrige operativsystemer vil særligt påvirke de annonceteknologier, som anvender IP-adresser og herunder fingerprinting, og de annoncører, hvor åbningsrater har været et succeskriterium i forbindelse med email-markedsføringen.

Stramningerne understreger endnu engang, at beskyttelsen af brugernes privatliv ikke er noget, som der skal eller kan findes smarte tekniske smutveje omkring. Virksomhederne skal gøre sig fortjente til brugernes samtykke og derigennem deling af relevante data gennem en ligeværdig relation.

Hvis du vil diskutere og forstå konsekvenserne ved den kommende opdatering for din virksomhed i flere detaljer, er du naturligvis velkommen til at række ud til din daglige kontakt i Resolution.

AMP: Ny teknologi gør dit website hurtigere på mobilen

Flere og flere bruger deres smartphone eller tablet, når de surfer på nettet, og det er noget Google har stort fokus på. Fungerer dit website ikke optimalt på mobile devices, har det nemlig betydning for, om du bliver fundet i søgeresultaterne. Med den nye teknologi kaldet AMP, kan du få dit website til at loade hurtigere på mobile enheder – læs med her og bliv klogere på, hvordan teknologien fungerer.

Det kommer sikkert ikke som en overraskelse for dig, at en stor del af den trafik der sker på internettet i dag, kommer fra smartphones. Faktisk er over halvdelen af alle søgninger i Google foretaget fra en smartphone eller en tablet. At Google har stort fokus på trafik fra smartphones er næsten forkert at sige – for det er stort set det eneste device Google har fokus på i denne tid.

Det betyder også, at Googles primære fokus er på, at dit website fungerer bedst muligt på en smartphone. Da internettet ofte er langsommere på en smartphone end på en desktop, har Google derfor også stort fokus på load time – altså den tid det tager fra du klikker på et søgeresultat, til siden er åben og klar til brug.

Ifølge Kissmetric, forlader 40% af de besøgende en side der ikke er loadet inden for 3 sekunder, så du risikerer at gå glip af store mængder mobiltrafik, selv om du har skabt kvalitetsindhold og sikret dig, at du bliver fundet i en søgning. Google og en række andre virksomheder har på den baggrund skabt en teknologi, der gør det muligt at lave websites med meget hurtigere load time – de er derfor som skabt til smartphones.

Denne teknologi kaldes AMP!

Hvad er AMP?

AMP står for Accelerated Mobile Pages. AMP er en HTML-side, hvor alt andet end basale HTML-elementer er fjernet for at få siden til at loade hurtigst muligt. Det betyder desværre også, at flere af de mest benyttede elementer på websites i dag, ikke kan benyttes på AMP sider.

Du kan vælge at have to versioner af dit website, så AMP HTML vises på smartphones og så beholde den normale HTML-version til desktop. Hvad du end vælger, skal du fortælle Google det i AMP-sidens canonical tag.

De mest kritiske elementer, der er fjernet, er JavaScript og forms – altså kontaktformularer. JavaScript er fuldstændigt fjernet, hvilket gør, at brugerinteraktion generelt ikke er muligt. Scripts til tracking og annoncenetværk kan heller ikke bruges, men her kan man i stedet benytte <amp-analytics> til tracking – så du kan måle fx trafik, brugerfærd og konverteringer på dit website og <amp-ad> til annoncer.

Specielt annoncering har der været spekuleret meget i, da mange frygtede at Google og de andre virksomheder bag AMP ville fjerne muligheden for annoncering og selv bringe annoncer. Dette er dog ikke tilfældet og annoncering er derfor fortsat muligt.

Kontaktformularer (<form>), hvor man kan indtaste data og trykke send, kan til gengæld ikke benyttes. I stedet kan man indlæse kontaktformularen via <amp-iframe> tagget, der har samme funktion som traditionelle iframes – altså hvor man kan vise en anden sides indhold. Det er dog vigtigt at være opmærksom på at <amp-iframe> kun kan indlæse HTTPS.

CSS, som er en kode du benytter til at style dit website med, kan også benyttes i AMP HTML, men kun i en restriktiv version. De basale CSS-elementer der skal til for at designe et flot og responsive website kan dog benyttes.

Her kan du se et eksempel på en Accelerated Mobile Page

Hvem har gavn af AMP?

AMP er ikke beregnet til sider med brugerinteraktion, men er designet til at vise artikler med fx video og billeder. Derfor er AMP velegnet til nyhedsmedier, blogs og lignende sider. Webshops vil typisk ikke fungere som AMP HTML, men man kan dog med fordel implementere AMP HTML på kategorisider, der ikke indeholder produkter.

Hvis dine sider ikke er afhængige af JavaScript og indholdet primært er statisk, vil du med få ændringer i din CMS template hurtigt blive klar til AMP, og du vil sandsynligvis ikke have brug for både en HTML version og en AMP HTML version.

Hvad gør AMP hurtigt?

AMP har et restriktivt set-up der fx betyder, at elementer som billeder eller video skal have en foruddefineret størrelse og bredde i selve tagget. Dette gør, at AMP præcist ved, hvordan dit website ser ud, inden det er loadet. Derfor kan AMP styre, hvilke elementer der skal loade først for at den besøgende hurtigst muligt kan starte med at bruge websitet.

AMP projektet indeholder også Google AMP Cache, som cacher alle dine gyldige AMP sider. Det betyder, at der gemmes en kopi af dit websites forskellige elementer som eksempelvis billeder og videoer, så de ikke skal hentes, hver gang siden skal vises. Derved forbedres ydeevnen.

Hvad kan man i AMP?

I bund og brug kan du alt det, der er brug for til at kunne lave en kvalitetsartikel. Dvs. at du kan tilføje billeder og video, og der er en indbygget slider, <amp-carousel>, hvor du horisontalt kan slide mellem HTML-elementer som tekst, billeder og video. Derudover er der tags til at vise social media posts og administrative tags som cookie notifikation og implementering af paywall.

Sådan kommer du i gang med AMP

For at komme i gang med AMP HTML skal du først og fremmest sikre dig, at dit website indeholder nedenstående elementer. Nogle er traditionelle, mens obligatoriske HTML-elementer og andre elementer er nye AMP HTML-elementer.

AMP HTML sider SKAL indeholde følgende elementer:

  • ‹!doctype html›
  • ‹html amp lang=”da”›
  • ‹head› og ‹body› tags
  • ‹link rel=”canonical” href=”[HTML versionen, hvis den findes, ellers HTML AMP]” /›

I ‹head› tag:

  • ‹meta charset=”utf-8″›
  • ‹meta name=”viewport” content=”width=device-width,minimum-scale=1,initial-scale=1″›
  • ‹script async src=”https://cdn.ampproject.org/v0.js”›‹/script›
  • AMP boilerplate kode

Sådan ser en basic AMP HTML side ud

‹!doctype html›

‹html amp lang=”da”›

‹head›

‹meta charset=”utf-8″›

‹link rel=”canonical” href=”[Indsæt link til HTML versionen, hvis den findes, ellers til HTML AMP]”›

‹title›[Indsæt din title]‹/title›

‹meta name=”viewport” content=”width=device-width,minimum-scale=1,initial-scale=1″›

‹style amp-custom›
[Indsæt din styling]
‹/style›

‹style amp-boilerplate›body{-webkit-animation:-amp-start 8s steps(1,end) 0s 1 normal both;-moz-animation:-amp-start 8s steps(1,end) 0s 1 normal both;-ms-animation:-amp-start 8s steps(1,end) 0s 1 normal both;animation:-amp-start 8s steps(1,end) 0s 1 normal both}@-webkit-keyframes -amp-start{from{visibility:hidden}to{visibility:visible}}@-moz-keyframes -amp-start{from{visibility:hidden}to{visibility:visible}}@-ms-keyframes -amp-start{from{visibility:hidden}to{visibility:visible}}@-o-keyframes -amp-start{from{visibility:hidden}to{visibility:visible}}@keyframes -amp-start{from{visibility:hidden}to{visibility:visible}}‹/style›‹noscript›‹style amp-boilerplate›body{-webkit-animation:none;-moz-animation:none;-ms-animation:none;animation:none}‹/style›‹/noscript›
‹script async src=”https://cdn.ampproject.org/v0.js”›‹/script›

‹/head›
‹body›
[Indsæt dit indhold] ‹/body›

‹/html›

For at validere din nye AMP HTML side skal du tilføje ”#development=1” i enden af webadressen og åbne siden i Google Chrome. Her skal du så højreklikke på siden og vælge ”Undersøg” for at åbne consollen.

Så er det bare om at komme i gang med at optimere dit website, så det også loader hurtigt, når det bruges fra en smartphone eller tablet. Det vil også være med til at optimere dine resultater i Google. God fornøjelse!

Facebook Messenger – fremtidens nye markedsføringsplatform?

Det er ikke til at tage fejl af Facebooks fremtidsvision for Facebook Messenger: Den chatbaserede app skal udvikles til virksomhedernes foretrukne CRM- og salgsplatform for at muliggøre personlig og skræddersyet kommunikation med brugerne. Det åbner op for nye markedsføringsmuligheder med åbenlyse fordele.

Siden Facebook Messenger afrev sig fra hovedplatformen og blev en såkaldt ‘stand alone’-app, har udviklingen taget fart. I dag har Messenger mere end 900 millioner aktive brugere, som udgør et enormt og hidtil uforløst potentiale for virksomheders kommercielle brug af platformen. Derfor var der stor interesse for Facebooks årlige F8-udviklerkonference, der blev afholdt i sidste uge og blandt andet havde Messenger på dagsordenen. Herunder følger en gennemgang af nuværende såvel som kommende markedsføringsmuligheder for tilstedeværende virksomheder.

Messaging apps overhaler sociale netværk

Business Insider rapporterede tidligere på året, at de fire største ‘messaging apps’ har overhalet de tilsvarende fire største sociale netværk, når det kommer til antallet af aktive brugere på månedsbasis. Dette er i sig selv argumentvindende statistik, når virksomheder skal fordele fremtidige marketingbudgetter mellem de forskellige digitale medier og platforme.

Gennem det seneste års tid har Facebook intensiveret indsatsen for at skabe forbindelse mellem den enorme mængde af Messenger-brugere og det sociale netværks største indtjeningskilde: annoncerende virksomheder. Med introduktionen af Messenger for Business er det således blevet muligt for brugerne at kontakte virksomheder direkte via Messenger. Sagt med andre ord, har Facebook taget første skridt mod at gøre appen til en nymoderne CRM-platform, men ambitionerne strækker sig videre. Den føromtalte F8-konference løftede en smule af sløret for, hvordan Messenger fremadrettet vil udvikle sig til ligeledes at være en betalings- og salgsplatform.

Bestilling og betaling via Messenger

De fleste kan med garanti genkalde samtaler på Messenger om omgørelse af regningen fra gårsdagens restaurant- eller barbesøg. Facebook har i den forbindelse et åbenlyst incitament for at gøre betalingen mellem venner tilgængelig på den selvsamme platform, hvor samtalen finder sted. Derfor er det ingen overraskelse, at Facebook i de kommende måneder muliggør betaling mellem amerikanske brugere.

Dette er ét af flere skridt på vejen mod at gøre Messenger til en kommerciel markedsplads, hvor salg er virksomhedernes endemål efter et fortløbende kontakt- og kommunikationsflow med brugerne. Virksomheden kan i den forbindelse se tilbage på kundens samtalehistorik og dermed skræddersy kommunikationen. I forlængelse heraf har Facebook en stor interesse i at få virksomhederne til at anvende Messengers API (Application Programming Interface), der er en platform til at bygge apps, som er direkte forbundet og integreret med Messenger.

Disse tendenser ses allerede på det asiatiske marked, hvor chatbaserede apps såsom WeChat og Kakaotalk tilbyder integrerede tredjeparts-apps, som muliggør alt lige fra takeaway-bestilling til betjening af onlinebank. Messenger befinder sig endnu ikke på dette stadie, men har for nyligt gjort det muligt at bestille en Uber og administrere flyrejser med KLM.

Chat bots og sponsorerede beskeder

Ovenstående tiltag er første fase af Messengers forvandling til en CRM- og salgsplatform, som i høj grad vil blive kombineret med brugen af såkaldte ‘chat bots’ – robotter designet til at simulere menneskelig samtale. Chat-robotterne har til formål at udføre simple opgaver til gavn for brugere såvel som virksomhederne. Det kan være automatiseret indhold i form af vejr- og trafikopdateringer eller mere personlig kommunikation som kvitteringer og leveringsstatusser. Mens denne funktion er ny for brugere af chatbaserede apps i USA og Europa, har chat-robotter allerede assisteret massevis af messaging-brugere i Asien ved at planlægge lægeaftaler, indkøbe den seneste mode og overføre penge mellem venner.

Annoncering og sponsorerede beskeder

Brugen af chat bots bliver ekstra interessant i et marketingperspektiv, når rygterne samtidig kredser om, at Facebook påtænker at åbne op for annoncering på Messenger.

På F8-konferencen kunne Facebook fortælle, at netværket i øjeblikket tester muligheden for sponsorerede beskeder i samarbejde med en mindre række annoncører. Fænomenet dækker over, at virksomheder kan sende beskeder til brugere, som allerede frivilligt har startet en samtale med den pågældende annoncør. Dertil kommer, at Facebook lancerer såkaldte ‘Click To Message A Business’-annoncer i News Feedet, der opfordrer kunderne til at starte en samtale med virksomheden via Messenger. Facebook fastslog i den forbindelse, at brugerne vil være i stand til at blokere uønsket kommunikation og information fra specifikke virksomheder eller chat-robotter.

Både sponsorerede beskeder og ‘Click To Message’-annoncer kan sætte brugerne i kontakt med en chat-bot, der eksempelvis kan have til formål at sælge et udvalg af produkter på baggrund af specifikke præferencer. Tanken er, at brugerne slipper for at bevæge sig rundt mellem massevis af forskellige webshops, men i stedet kan interagere med en chat bot og i sidste ende foretage et køb direkte via Messenger. Eksempelvis har Ticketmaster og Eventbrite planer om at påbegynde salget af begivenheder direkte via Messenger.

Hvad betyder det for fremtidens annonceringsmuligheder?

En af vores fornemmeste opgaver i Resolution er at sørge for, at vores kunder serverer deres budskaber og kommunikation til et relevant publikum på de rette digitale medier. I dag er vi allerede vant til, at denne personlige form for kontekstuel marketing blender sammen med brugergeneret indhold på de sociale medier, hvormed der opstår en form for ‘native markedsføring’. Samtidig kan vi målrette budskaber og kommunikation mod brugere, der er særligt tilbøjelige til eksempelvis at klikke på links eller afspille videoer. Det er ikke svært at forestille sig, at det på samme vis bliver muligt at nå brugere, der responderer positivt på Messenger-baserede henvendelser og annoncer fra relevante virksomheder.

Inden da, skal brugerne dog løbende vænnes til at anvende Messenger som mere end blot et værktøj til kommunikation mellem venner og familie. Ikke desto mindre er Facebooks villighed til at facilitere kommunikation mellem bruger og virksomhed via Messenger en udvikling, som alle annoncører bør følge tæt. Det forstærkes af, at brugerne oplever stadig mere indhold fra venner, nyhedsforlag, video-kreatører og kommercielle brands i deres News Feed, som alt sammen konkurrerer om at slippe gennem Facebooks algoritmiske nåleøje og nå brugernes opmærksomhed.

Alle signaler peger på, at chatbaseret dialog mellem brugerne og virksomhederne bliver normalt i løbet af 2016, fordi det leverer åbenlyse fordele for begge parter. Hvis Messenger kan overbevise sine 900 millioner brugere om, at sponsorerede beskeder såvel som personlig kontakt med virksomheder og chat-bots er værdiskabende, kan det meget vel blive Facebooks næste store indtjeningsmulighed og virksomhedernes nye markedsføringsplatform.

Kom nemt igang med ASO

Der findes i dag mere end 3,1 millioner apps til mobiltelefoner på Apples App Store og Google Play. App Store Optimization (ASO) er derfor vigtig for at blive fundet i mængden af de mange apps.

Hvad er ASO?

Vi kender det fra søgemaskineoptimering (SEO) at optimere, så din hjemmeside kan blive fundet blandt de andre hjemmesider. Sådan er det også med ASO. Her handler det om optimering af apps, så de bliver mere synlige i søgeresultaterne.

Når man snakker ASO, inddeler man det i to områder:

KWO (Keyword Optimization)

KWO hjælper med at få din app mod toppen af søgeresultaterne, ved bedst muligt at matche det brugeren søger efter. Her vil det ligesom ved SEO, gælde om at finde ud af hvad brugeren søger efter når de leder efter en app som din.

AO (Asset Optimization)

AO hjælper med at gøre din app mere iøjenfaldende og tiltrækkende at hente, og dækker over at optimere ting såsom ikon, rating, skærmbilleder, video m.m.

Hvorfor er ASO vigtig?

Ifølge Forrester, så bliver størstedelen af alle apps fundet ved at sætte sig ned og browse i enten Apples App Store eller på Androids Google Play.

Kom i gang med ASO

Der er nogle helt basale ting, man kan gøre for at få en bedre placering i app stores. Helt generelt drejer det sig om at lave indhold der rangerer efter det man vil findes på, og når man kommer frem på søge siden – være attraktiv at klikke på.

Her får i en tjekliste

App navn

De første 25-30 karakterer er vigtigst, da det er disse der bliver vist når man bladrer i søgeresultaterne. Hold det kort og præcist.

Keywords – (En feature som kun er tilgængelig i Apple App Store)

Hold det kort og præcist, skriv tal (3) i stedet for at stave dem (tre), nævn kun hvert keyword én gang og lad være med at bekymre dig om gradbøjninger af et ord.

Localization af keywords

Tænk over hvilke sprog din app skal kunne findes under – ikke nødvendigvis indholdet af appen – og oversæt dine keywords til de sprog den skal være tilgængelig under.

Beskrivelse

Beskrivelsen bliver kun brugt til indeksering i Google Play, men spiller stadig en kæmpe rolle i brugerens indtryk af appen. De 3 øverste linjer er dem som bliver vist i preview, så sørg for at få alt det væsentlige med her! Sørg for at holde pressemeddelelser og opdateringer i ”What’s New” sektionen.

Ikon

Sørg for at have et visuelt flot ikon, som skelner sig ud fra mængden. Lav det gerne som en del af et gennemgående design for app’en, for at have en god genkendelighed.

Screenshots

Læg mest fokus på de første screenshots. Inkludér tekst, og hvis muligt, prøv at fortælle en historie igennem dine screenshots.

Antal downloads

Antal downloads har en stor effekt på ranking, især på Apple App Store. Overvej at brug marketing til at booste antal downloads, da du oftest vil komme til at forblive højt rangeret hvis du først får mange downloads.

Ratings og anmeldelser

Sørg for at få ratings og anmeldelser – men kun de positive. Spørg efter anmeldelser når brugeren er engangeret positivt i din app, men plag aldrig brugeren om en anmeldelse. Lav en udvikler sektion som er nem at finde, så software fejl/mangler kan komme hertil, og ikke ender som dårlige anmeldelser.

 

Kilder:

https://www.statista.com/statistics/276623/number-of-apps-available-in-leading-app-stores/ 

Mainline App Stores Still Dominate iOS/Android App Discovery, Finds Forrester, But Word Of Mouth & Social Recommendations Also Key

https://play.google.com/about/developer-content-policy.html

2015: Er dit website optimeret til mobil søgning?

Du er på farten. Du har travlt. Du skal finde info om [indsæt selv vigtigt emne her] lige nu. Altså lige nu! Du finder smartphonen frem. Du søger. Blandt søgeresultaterne finder du et godt bud på en side, der kan hjælpe dig videre. Du klikker. Og venter. Venter. Venter. Du mærker irritationen.

Endelig loader siden. I hvert fald delvist. Du prøver at navigere, men du får ikke lov. Siden loader tilsyneladende stadig. Du venter. Bliver utålmodig. Nu kan du navigere. Men tekststørrelsen er for lille. Du zoomer. Det er stadig svært. Hvor er den søgte information? Utålmodigheden vinder. Du giver op.

Hvem har ikke prøvet noget lignende? Altså at sites er så dårligt optimerede til mobile enheder, at man irriteret forlader siden igen med uforrettet sag. Jeg har prøvet det mange gange. Og det er Google tilsyneladende klar over, hvis man kigger på søgemaskinens seneste tiltag inden for mobil søgning.

Mobilvenligt mærkat til mobil søgning

Siden starten af december er Google begyndt at vise mærkatet “mobilvenlig” i de danske søgeresultater på smartphones (endnu ikke tablets). Det gør søgegiganten for at hjælpe de mobile brugere med at finde sider, der loader hurtigt og er nemme at bruge.

Det kræver Google af dit mobilsite

Formålet med mærkatet er, at brugere skal have den bedst mulige oplevelse, når de søger information fra mobile enheder. Et website gør sig fortjent til være mobilvenligt ved at opfylde Googles krav til mobile visninger, såsom:

  • Brugeren skal kunne læse tekst uden at være nødt til at zoome
  • Content skal tilpasses skærmstørrelsen, så brugeren ikke skal scrolle horisontalt
  • Brug af teknologier som ikke er standard på mobile enheder (f.eks. Flash) skal undgås
  • Det skal være nemt at klikke på de ønskede links (derfor skal der være en vis afstand mellem links, så brugeren ikke klikker på det forkerte ved en fejl)

Er mobiloptimering en ranking-faktor?

Googles opdatering har givet anledning til spekulationer i, om et optimeret mobilsite kan give bedre rankings. Google har ikke været ude og annoncere mobil performance som en officiel faktor i de organiske placeringer, og derfor medfører det nye mærkat ikke nødvendigvis bedre rankings i sig selv.

Til gengæld kan et mobilvenligt site facilitere handlinger, der giver dig bedre rankings. Det er nemlig muligt, at brugere med tiden vil tilvælge de sites, der bærer det mobilvenlige mærkat. Og da en højere click-through rate er en kendt faktor i de organiske rankings, vil mærkatet således indirekte belønne mobiloptimerede sites i form af bedre rankings.

Man kan dog stille spørgsmål til, hvor effektiv Googles analyse af mobilsites er på nuværende tidspunkt. Her på kontoret har vi besøgt en del “mobilvenlige” sites siden opdateringen, og det er bestemt ikke alle, der fungerer optimalt på alle smartphones. Dog er tiltaget absolut et skridt i den rigtige retning mod at give brugerne de bedste oplevelser på tværs af digitale enheder.

Værktøjer til analyse af mobil performance

Der er ingen tvivl om, at mobile search spiller en stadig større rolle i søgemaskineoptimering og for dit websites succes generelt. Det betyder, at dit site SKAL fungere på mobile enheder.

I tillæg til den nye mærkningsordning har Google i løbet af året lanceret forskellige værktøjer, som indikerer et øget fokus på at tilfredsstille de mobile brugere. De værktøjer kan hjælpe dig i det indledende arbejde med mobiloptimering af dit website.

Mobile-Friendly Test: Test af mobilvenlighed

I forbindelse med det nye mærkat offentliggjorde Google deres Mobile-Friendly Test, hvor du kan teste, om dit site lever op til Googles krav til design på mobile enheder. Du skriver ganske enkelt din URL, hvorefter værktøjet analyserer dit site:

Test af mobilsite

Hvis dit site ikke er mobilvenligt, giver værktøjet dig forslag til, hvad du skal forbedre. Vi har testet det med flere danske websites, og i det nedenstående eksempel har vi testet det store danske auktionshus Bruun Rasmussen, som ikke performer godt på mobilen:

Bruun Rasmussen Mobilsite

PageSpeed Insights er opdateret med UX-regler

2014 var også året, hvor PageSpeed Insights i Google Webmaster Tools blev opdateret med “Brugeroplevelse” på mobile enheder. Som i Mobile-Friendly Test får du forslag til forbedringer, og på den måde kan du hurtigt komme i gang med planlægning af en evt. optimeringsproces.

Go mobile or go home! …sagde de i 2012

Denne kontante udmelding skrev Forbes allerede tilbage i 2012, da Google launchede The Mobile Playbook: The Ececutive’s Guide to Winning with Mobile. Siden har historien om vigtigheden af mobile search gentaget sig år efter år omkring indgangen til det nye år. I 2012 troede man, at det ville blive året, hvor mobile search for alvor blev sat på dagsordenen af både søgemaskiner og bureauer, og det samme gjaldt i 2013 og 2014. Men alligevel skete der ikke rigtig noget.

2015: Year of Mobile Search

Men nu ser det ud til, at 2015 rent faktisk bliver ”Year of Mobile Search”. Som nævnt opruster Google i forhold til, at mobil søgning på smartphones og tablets nu har rundet 38 % af alle søgninger i Nordamerika [1]. Et tal der med al sandsynlighed vil stige i 2015, hvor det ikke er utænkeligt, at mobile søgeforespørgsler vil overstige søgninger fra desktop. Noget af en milepæl.

Derfor er det afgørende, at webmastere tager sig tid til at undersøge og teste mobile interaktioner på deres websites. Samtidig anbefaler vi hos Resolution, at man følger Googles anbefalinger i forhold til at udvikle og optimere et brugervenligt mobilsite.

Google har som nævnt ikke annonceret mobile user experience som en officiel ranking-faktor, men de seneste opdateringer og værktøjer til analyse af mobil performance indikerer, at mobilspecifikke ranking-faktorer er nært forestående (hvis de ikke allerede findes?).

Det står i hvert fald klart, at Google finder det i sin interesse at opmuntre til mobilvenlige websites, og hos Resolution bifalder vi at give brugerne den bedste oplevelse i forhold til den anvendte device. Inden for online marketing har vi længe vidst, at mobile search er en afgørende kanal, når brugere skal finde relevant content, og Googles seneste tiltag giver et fornyet og tiltrængt fokus på at prioritere tilgængelighed på mobile enheder.

Den gode mobile oplevelse kan tilbydes på mange måder – f.eks. med et responsivt website eller et dedikeret mobilsite. Uanset hvad, skal en optimal mobil oplevelse altid være en central del af enhver digital strategi. Det er vigtigere end nogensinde før. Og det bliver kun vigtigere med tiden.

Kilder:

[1] Marketing Charts Staff. “Mobile Neared 40% of Organic Search Traffic in Q3,” Marketing Charts, sources from RKG study. 14 Oct. 2014. Web. 20 Nov. 2014.

2.700% flere besøg fra mobilen under Super Bowl

Super Bowl er som bekendt en af de største sports- og TV-begivenheder i verden. Kampen mellem New York Giants og New England Patriots blev set af ikke mindre end 111 millioner. Madonnas Half time show fik endda lidt flere til at tænde for TV’et – nemlig hele 114 millioner. Og for begge gælder det , at der kun er medregnet amerikanske TV seere. Der er således langt flere seere, hvis man tæller resten af verdens seere med.

En af de ting, der får størst opmærksomhed under Super Bowl, er reklamerne, der sendes under kampen. De sætter ofte nye standarder for TV-annoncering, og priserne for de få sekunders TV-tid er enorme.

Men måske skulle annoncørerne fokusere endnu mere på mobilen under kampen. Hele 41% af alle søgninger rettet mod Super Bowl reklamerne blev foretaget via en mobilbrowser i følge Google.

It’s halftime America

I sig selv giver det meget god mening – brugerne ser kampen via TV, men søger samtidig med mobilen fra sofaen. Under kampen steg søgninger på Super Bowl relaterede reklamer med 200% fra desktop-søgninger, 970% fra tablets og hele 2.700% fra mobile browsere. Søgninger på Clint Eastwood steg med 5.000% umiddelbart efter Chryslers reklame med skuespilleren.

Mon ikke vi kommer til at se kampagner, der også integrerer mobil langt mere, når næste Super Bowl nummer XLVII løber over skærmen?

Flere og flere bruger internettet via mobiltelefonen

… men vores internetadfærd med mobiltelefonen i hånden adskiller sig en anelse fra vores traditionelle brug af internettet.

Danmark er sammen med Holland og de øvrige nordiske lande de europæiske lande, hvor adgang til og brug af internet er mest udbredt. Mere end 80% af den danske befolkning bruger dagligt eller næsten dagligt internettet enten via computer eller mobil internet.

De fleste unge har mobil netadgang
En undersøgelse foretaget af Danmarks statistik viser, at det især er de unge, der har mobil adgang til internettet: Syv ud af ti 16-19-årige har mobil netadgang. Men også de ældre bruger internet, når de er på farten: én ud af fem mellem 60 og 74 år går på nettet via en mobil internetforbindelse. Og disse tal er stødt voksende i trit med at smartphones vinder indpas hos danske forbrugere.

70% handler på nettet
Faktum er, at vi bliver mere online på vores mobiltelefon. Men de nyeste undersøgelser viser, at størstedelen af vores internethandel stadig foregår via den traditionelle internetadgang på computeren. Og der bliver shoppet en del, for mere end 70% af alle forbrugere har inden for det sidste år gjort en handel på nettet.

En tilsvarende tendens gør sig gældende for bankrelaterede formål, der heller ikke helt har fået fodfæste blandt de mobile internetbrugere. Der skal dog ikke herske tvivl om, at der arbejdes intenst med disse områder, så det er et spørgsmål om tid, førend den mobile internetadfærd tager over på alle fronter. På nuværende tidspunkt er mobiltelefonen det primære medie til konstant opdatering af mails og nyheder.

Top 5 over mobile internetaktiviteter:

  1. 55% tjekker mails
  2. 45% downloader applikationer
  3. 45% tjekker seneste opdateringer inden for nyheder/vejr/sport
  4. 44% undersøger kort og vejvisning
  5. 43% tjekker sociale netværkssite