SEO og PR: 6 tips til gensidig udnyttelse

Få 2×3 praktiske tips til, hvordan SEO og PR kan skabe synergier mellem de to siloer.

Hvis du arbejder i en PR-afdeling eller et PR bureau, er du sikkert stødt på SEO-folk, der gerne vil pille ved dine budskaber, dine arbejdsgange og dit domæne. Hvis du arbejder med SEO eller i et digitalt marketingbureau, er du sikkert stødt på PR-folk, der ikke forstår, hvad du vil, hvorfor links er vigtige, eller hvad søgemaskineoptimering har at gøre med branding og PR.

Forholdet mellem SEO og PR
Hvis SEO og PR ikke har forståelse for hinandens domæner, går man glip af online synlighed. Men det behøver faktisk ikke at være så kompliceret at få et godt og harmonisk forhold.

PR og SEO kort fortalt

PR er en kommunikationsdisciplin og er forkortelsen af Public Relations. PR arbejder med virksomhedens interessenter udadtil og er typisk afsendere af pressemeddelelser og produktlanceringer.

SEO er en mere teknisk disciplin og en forkortelse af Search Engine Optimization. SEO arbejder med optimering af virksomhedens hjemmeside og placeringer i Google og andre søgemaskiner gennem bl.a. tekniske optimeringer, tekster med de rette fokusord og links fra andre (relevante) sider.

Når to verdener mødes

SEO-arbejdet indbefatter i højere grad tekstforfatning til hjemmesider og til eksterne medier – herunder content marketing. Det skyldes bl.a., at produktionen af indhold, der er målrettet de rigtige fokusord, skaber links til dit site og bliver værdifuldt for virksomhedens site i form af bedre placeringer.

PR er samtidigt blevet en onlinedisciplin, hvor pressemeddelelser skabes i news rooms som bl.a. MyNewsDesk og deles som links med virksomhedens interessenter. Derfor møder disciplinerne SEO og PR pludseligt hinanden i en arena, hvor man bør udnytte hinandens ressourcer for at slå konkurrenterne af banen og sikre succes på nettet for den virksomhed, begge parter arbejder hårdt på at hjælpe.

  • Arbejdet med SEO og PR har nærmet sig hinanden, og ved at nedbryde siloerne og udnytte kompetencer på tværs, kan du skabe rigtigt gode resultater.

3 tips til PR-konsulenten

Her får du 3 konkrete tips til at få SEO ind i dit daglige arbejde som PR-konsulent. I hvert eksempel følger der en forklaring (hvorfor er det essentielt for dig at arbejde med PR og SEO?) og et konkret råd (sådan integrerer du det i dine arbejdsprocesser).

Sådan får du SEO ind i dit daglige pressearbejde:

1. Indsæt konsekvent links i al skriftlig materiale, du producerer.

Hvorfor: Når du indsætter links, er du med til at opbygge virksomhedens troværdighed i søgemaskinerne, fordi bl.a. Google bruger relevante links til at vurdere virksomhedens autoritet.

Hvordan: Sørg for, at der er en læs-mere-side på virksomhedens hjemmeside, der relaterer sig til emnet for din pressemeddelelse eller artikel. Hvis der ikke er en relevant side, så igangsæt arbejdet med at lave en side eller link evt. blot til forsiden.

2. Medtag ord med høj søgevolumen

Hvorfor: PR-arbejdet er et konstant arbejde med ord, men udvælg få keywords, der har høj søgevolumen i fx Google, og integrer ordene i indholdet. Du øger dermed markant chancerne for at din pressemeddelelse eller omtale vil være synlig, når folk googler det, du vil have folk til at associere din virksomhed med. Når du opbygger dine overskrifter, brødtekster og infobokse, er det vigtigt de ser godt ud og er fængende, men de skal også kunne leve i Google efterfølgende.

Hvordan: Spørg dine SEO-folk, hvilke keywords, der bliver arbejdet med, som du kan bruge i din specifikke situation. Hvis du ikke har SEO-folk, så start en diskussion med relevante personer om de vigtigste ord, så alle kan arbejde efter det samme. Sæt jer i brugernes sted og tænk over, hvordan de vil søge efter jeres indhold. Arbejdet med de samme keywords skal gå på tværs af offline og online materiale, da offline kommunikation ofte bliver kopieret ind i forskellige online-medier og på blogs.

3. Brug dine overskrifter fornuftigt!

Hvorfor: Fordi Google vægter overskrifterne (H1, H2, H3 osv.) højt. Selvom du udarbejder en offline pressemeddelelse, kan nyhedsbureauer og andre interessenter sagtens poste den online efterfølgende.

Hvordan: Igen, skal du tænke i de få keywords, der er blevet udvalgt til situationen. Er der fx tale om en pressemeddelelse, hvor du skal lancere et nyt produkt, så er navnet på produktet måske det mest relevante at indsætte i overskriften. Hvis du fx har en fængende, provokerende eller målgrupperelevant linie i tankerne til overskriften, men som ikke har noget at gøre med selve produktet, kan du overveje at indsætte denne fængende linie i billedet, der er på siden i stedet.

3 tips til SEO-konsulenten

Her får du 3 konkrete tips til at få PR ind i dit daglige arbejde som SEO-konsulent. I hvert tip får du en forklaring på, hvorfor du skal arbejde med PR og en metode til at komme i gang.

Sådan får du PR ind i dit daglige SEO-arbejde:

1. Skriv PR-historier til medierne

Hvorfor: Fordi du med unikke historier kan skabe en effektiv linkbuilding, hvor godt indhold giver gode links. Historierne behøver ikke være nyhedsorienterede eller erstatte en pressemeddelelse, men supplere i forhold til omtale af virksomheden.

Hvordan: Din virksomhed har måske et produkt. Skriv fx en guide om emnet, men ikke om selve produktet. Indholdet må ikke blive alt for kommercielt, hvis det skal kunne gå igennem en redaktion. Guiden brander din virksomhed udadtil som ekspert inden for området. Du kan også indgå i dialog med PR-konsulenten om mulige emner og fremtidige indsatser.

2. Vurder PR-værdien i SERP’en (Search Engine Result Page)

Hvorfor: Når du ser ned gennem søgeresultaterne i Google, skal du arbejde med PR-værdi og reputation management. Du kan bruge PR-værdien i dit SEO arbejde til at vurdere, hvad der er med til at fremme et positivt omdømme, og hvad du bør arbejde på at få rykket ned i søgeresultaterne. PR-værdien kan vurderes ved at se på omgivelsernes reaktioner på dit brand eller dine produkter – og her er reaktionen på Google vigtig.

Hvordan: Du kan ikke blot slette negative historier om din virksomhed i Google, men du kan sørge for at skabe mange positive historier, som kan skubbe de negative om på side 2. Skriv artikler om emnet, lav relevante links i teksterne og få andre – fx online medier – til at publicere dem. Start med at søge på din virksomhed og gennemgå herefter søgeresultatsiderne for kritisk og uhensigtsmæssig omtale.Du kan også lede efter positive historier om din virksomhed, som du gerne vil give et boost.

3. Brug PR-afdelingen til at skabe links

Hvorfor: PR-konsulenter har ofte et stort netværk af journalister og særaftaler med medier om fx solohistorier, som du kan udnytte til at få links fra autoritetstunge sites. Her ligger en unik mulighed for at skabe links. Du kan også bruge PR-konsulentens arbejde til efterfølgende at opsøge links fra presseomtale.

Hvordan: Kontakt PR-konsulenten med henblik på pressemeddelelser og nyheder i pipeline, og vær på den måde proaktiv i dit SEO/PR-arbejde.
Hvis du vil følge op på PR-historier, kan du søge i mentions, inurl-søgninger og nyheder og hurtigt se, hvem du skal kontakte med henblik på links. Sørg for at finde en relevant landingsside på din virksomheds hjemmeside, der passer til historien, som er blevet bragt.

Dialog skaber resultater

Hvis der skal skabes synergi mellem PR og SEO, er det vigtigste at man konstant holder hinanden i loopet. Hvilke historier ligger i pipeline, og hvordan kan vi forbedre og optimere disse? PR-konsulenter har kompetencer, som SEO-konsulenten ikke har, og omvendt. For at nedbryde siloerne og udnytte kompetencerne maksimalt er dialog og forståelse for hinandens verdener vejen frem.

Har du noget at tilføje?
Har du en kommentar eller måske et supplerende tip? Så kan du kommentere artiklen herunder.

0 svar

Skriv en kommentar

Deltag i diskutionen
Udfyld formularen nedenfor

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *