Facebook-opdatering vil påvirke annoncører inden for vertikalerne kredit, bolig og beskæftigelse
Facebook-opdatering vil påvirke annoncører inden for vertikalerne kredit, bolig og beskæftigelse
Facebook har de seneste år haft større og større fokus på ’særlige annoncekategorier’. I Europa har man længe skulle markere, hvis en kampagne er inden for kategorien Sociale mærkesager, valg eller politik. Nu tilføjes der så yderligere til listen af særlige annoncekategorier – også kaldet ’Special Ads Category’. Udover Sociale mærkesager, valg eller politik, så tilføjes yderligere tre områder, hvor annoncørerne skal forberede sig på, at spillereglerne for annoncering på Facebook ændres.
Facebook har udrullet opdateringen i USA og Canada, og det forventes ifølge Facebook, at udrulningen sker d. 7. december 2021 i Europa. Opdateringen betyder, at påvirkede annoncører ikke kan målrette på samme måde som tidligere, ligesom der i ’Lead Ads’ ikke vil være de samme muligheder for at inkludere formularfelter såsom adresse, by, køn, mfl.
Hvilke kategorier bliver berørt?
De tre nye vertikaler der tilføjes til listen af særlige annoncekategorier er kredit, bolig og beskæftigelse. Om de tre nye tilføjelser skriver Facebook følgende:
- Kredit: Annoncer, der promoverer eller direkte linker til en kreditmulighed, herunder, men ikke begrænset til, kreditkorttilbud, billån, personlige lån eller virksomhedslån, kreditforeningslån og langsigtet finansiering. Dette inkluderer også brand-annoncer for kreditkort, uanset om der er tale om et specifikt tilbud.
- Beskæftigelse: Annoncer, der promoverer eller direkte linker til en beskæftigelsesmulighed, herunder, men ikke begrænset til, deltids- eller fuldtidsjobs, praktikker eller professionelle certificeringsprogrammer. Relaterede annoncer i denne kategori inkluderer promoveringer af jobtavler eller -messer, sammenlægningstjenester eller annoncer, der fremhæver de frynsegoder, en virksomhed tilbyder, uanset om det handler om et specifikt jobtilbud.
- Bolig: Annoncer, der promoverer eller direkte linker til en boligmulighed eller relateret tjeneste, herunder, men ikke begrænset til, opslag om salg eller udlejning af et hus eller en lejlighed, husforsikring, låneforsikring, huslån, husreparationer og friværdi- eller vurderingstjenester. Dette omfatter ikke annoncer, der er designet til at oplyse forbrugere eller boligudbydere om deres rettigheder og ansvar i henhold til boliglovgivningen.
Kilde: Facebook.
Her er det vigtigt at lægge mærke til, at det både gælder promovering af indholdet i annoncerne samt hvad der linkes til. Det gælder altså også, hvis landingssiden hører til kategorien, ligesom i eksemplet herunder.
Hvordan bliver disse kategorier begrænset fremadrettet?
Annoncører og kampagner, der hører under kategorierne, bliver begrænset i både deres målretningsmuligheder, samt deres muligheder for at anvende udvalgte formularfelter i ’Lead Ads’, hvor Facebook begrænser mulighederne for at tilføje bestemte typer af personlig information. Man vil bl.a. opleve, at køn og alder vil fremstå som read only på annoncesæt-niveau. Se de specifikke detaljer for begrænsning af målretning samt begrænsning af lead ads og formularfelter herunder.
Begrænsning af målretning:
Alder: Målgrupper skal indeholde alderen 18-65+.
Køn: Det vil ikke være muligt at segmentere på køn.
Geosegmentering: Det vil ikke være muligt at segmentere på postnumre. Der kan fortsat målrettes efter land, region og by, hvor minimum-radius dog ændres til 15 km. Det er dog lempeligere end i USA og Canada, hvor minimums-radius pt. er 25 km.
Detaljeret målretning: Muligheden for at inkludere eller ekskludere interesser i segmenteringen bliver begrænset. Enhver detaljeret målretningsmulighed, der beskriver – eller som kan tilknyttes beskyttede klasser – vil ikke være tilgængelige.
Lookalike: Det bliver ikke muligt at benytte lookalike. I stedet skal der oprettes et ’Special Ad Audience’. Special Ad Audience minder om lookalike, men vil ikke tage højde for alder, køn, postnumre eller lignende kategorier.
Begrænsning af Lead Ads og formularfelter:
Demografi: Demografiske oplysninger i formularfelter såsom fødselsdato, køn, ægteskabsstatus og forholdsstatus vil ikke være tilgængelige.
Geografi: Adresse, by, postnummer, nuværende eller tidligere ansættelser samt jobtitel vil ikke være tilgængelige. Der kan anvendes brugerdefinerede felter til at spørge efter brugerens foretrukne lokation.
Tilkendegivelse af særlig annoncekategori i kampagneopsætning
Berørte annoncører skal fremadrettet tilkendegive, at kampagnen tilhører en særlig annoncekategori. Dette gøres i kampagneopsætningen, hvor man vælger den givne kategori – kredit, bolig eller beskæftigelse.
Når man skal vælge målretning på annoncesæt-niveau, er der flere ændringer, man skal være opmærksom på. Her vil man bemærke, at gemte målgrupper ikke er tilgængelige, ligesom køn og alder vil fremstå som read only. Geografisk segmentering er begrænset til, at der kan bruges by eller pindrop med minimum-radius på 15 km. Brugerdefinerede målgrupper og sprog er fortsat tilgængelige.
Tidligere oprettede lookalike målgrupper vil fortsat eksistere i annonceadministrator, men vil ikke være mulige at bruge inden for ’Special Ad Category’ som målretning. Her skal der i stedet oprettes et ’Special Ad Audience’, hvilket kan gøres i Special Ad Category interfacet eller igennem modulet Målgrupper i Business Manager. Som nævnt, så minder Special Ad Audience om lookalike, men tager ikke højde for alder, køn, postnumre eller lignende kategorier.
Hvad sker der med kampagner, der er oprettet før den 7. december?
Ifølge Facebook bliver berørte kampagner pauset ind til de nødvendige justeringer er foretaget. Altså, skal man tilkendegive på kampagneniveau i opsætningen, at kampagnen er under Special Ad Category samt hvilken kategori kampagnen tilhører – kredit, bolig eller beskæftigelse. Segmenteringen skal også ændres derefter.
Indsats for at forhindre diskrimination
Om grundlaget for at tilføje de tre nye kategorier udtaler Facebook, at det skyldes et ønske om at forhindre unødig diskrimination.
Hvis du og din virksomhed har behov for at høre nærmere om ændringerne fra Facebook, så skal du blot række ud til din daglige kontakt hos Resolution.